Her søndag morgen klokken 8:03 blev jeg ramt af “Last Christmas” med WHAM. På TV2 radio kom den flyvende og ramte mig som en skisok med glasperler i (1). Jeg er ret forundret over at jeg ikke indtil nu blevet tæppebombet af orignale udgaver og kopier af den elsket/hadet sang.
Jeg nød genhøret – det plejer jeg altid at gøre. Det er mere når radioværten bagved råber “Gang nummer 50 i dag og stttiiiiiiilllllll going strrrrronnnggghh” (Radioværter udtaler til et ikke stumt “h” til sidst i strong).
Nogle af jer er nok forundret over at jeg har kunne undgå den, set i lyset af at DR sidste år måtte lave lokalaftaler om ikke at spille den før 1. december (så vidt jeg husker). Jeg ved heller ikke hvordan jeg har kunnet undgå det i over en uge. Har jeg hørt for lidt radio?, har jeg ikke koncentreret mig for lidt om julen?, har der været for meget P1 på drengen? – ja, jeg ved det ikke. TV2 radio vandt og jeg ved bare at jeg fra nu af, efter at have nydt dette genhør med en gammel slager, at jeg stille og roligt vil begynde at hade den mere og mere for hver dag, indtil julen er slut. Næste år bliver den dog en kærkommen gæst igen … skæg slager 
(1) Jeg plejer her at fornemme det som “En våd sammenrullet weekend-berlinger”. Efter de er gået ned i format til tabloid størrelse har jeg ikke rigtig følt det dækkende for smertefølelsen. En “saks i øjet” er for direkte, da denne følelse jeg beskriver ikke er umiddelbar men en langsom tiltagende smerte. Derfor “skisok med perler” (jeg havde lidt travlt – sorry).
God jul til jer alle
/ockley
For Sure ar den !! at the ockley duckling should return tons of concern merely credited to the fact it can be entertaining recital.