Det er “bare” mig… Skal vi trække krog om en Porter

Hej.

Jeg følte dybt inde i mit sind, at jeg var nødt til at oprette en blog til personlige overvejelser. Jeg besidder et website, der tager sig af en masse teknisk gejl. Problemet er, at mit behov for at udtrykke mig om faglige og teknologiske emner strider imod mit lige så store behov for at få luftet og løsnet de knuder min hjerne (noget nær dagligt) laver.

Derfor denne blog. Det bliver højst sandsynligt uinteressant at læse, men min serie af indlæg skal starte et sted, så jeg startede med titlen “Det er bare mig… Skal vi trække krig om en Porter”. Hvordan kom jeg derhen?

Egentlig kunne jeg ha’ skrevet “Hej”, eller have ladet “Hello World” overlevet (Så var der da én kommentar der!!), Men det måtte gerne betyde noget… Nogle af jer skimmede måske lige overskrifen én gang til for at se om det lykkedes.

Så kom jeg til “Det er mig”, men her løftede Aksel Sandemose sit grimme ansigt, som den første… Han har en evne til at være 10 cm. højere end dig; uanfægtet din til enhver tid nuværende højde. Derfor måtte jeg ændre det til “Det er bare mig”.

Min lede over at have lejet mig ind på et hotel i Jante gjorde, at jeg satte “bare” i situationstegn – Ha-ha – ta’ den Aksel, det er svært at høre gåseøjne. Jeg følte mig noget mere tilpads med den overskrift. Nu burde andre vide, at jeg ikke er en “bare”-person.

Det rejste dog et nyt problem for mig, nemlig at jeg måske var kommet lidt for højt op. Derfor måtte jeg putte lidt mere følelse i overskriften; deraf “Skal vi trække krog om en Porter”. For det første er Porteren noget overset – en del af dem der drikker den er også overset. For det andet er der heller ingen der rigtig trækker krog mere. Det stoppede ligesom efter det blev sjovt at sige: “Prøv lige at trække mig i fingeren”, hvorefter begge forlod rummet.

Jeg vil gøre dette indlæg til en opfordring om at “trække krog” med venner og bekendte. Gerne om Portere, men andre ting kan også gøre det. Træk krog med din kæreste om opvasken, træk om en gang massage, træk om den gode stol…

Få alle omkring dig med på idéen, træn dine fingermuskler og få en behagelig tilværelse… Lad være med at trække om penge (eller for penge), så kommer alle dem med stærke fingre bare forbi.

P.S: Husk det er to ord – trækkrog er noget helt andet.

0 Responses to “Det er “bare” mig… Skal vi trække krog om en Porter”


  1. No Comments

Leave a Reply